Stabilitet, fred og sikkerhed i Europa. Sådan lyder begrundelsen for at give Nobels fredspris til EU.
Og selvom han anerkender tanken, så undrer det alligevel direktøren fra det norske fredsforskningsinstitut, PRIO, Kristian Berg Harpviken, at EU modtager prisen netop i år.
- Jeg undrer mig over valget af EU lige i år. Der er en tydelig og god historisk begrundelse for at give en pris til EU, som jo er et fredsprojekt i sin kerne og oprindelseshistorie, men for mig er 2012 et meget lidt passende år, siger han.
Kristian Berg Harpviken peger på, at EU har store udfordringer med at tackle den økonomiske krise og kæmper med tilliden fra sine medlemslande.
Det overrasker dog ikke direktøren, da flere af komitéens medlemmer længe har ment, at EU fortjener en fredspris.
- EU har altid ligget på komitéens bord. Og forklaringen kan være så enkel, at i år havde man ikke andre oplagte kandidater, og dermed ønskede man at bruge chancen til at give prisen til EU, gætter Kristian Berg Harpviken og forklarer:
- Når EU ikke har fået prisen tidligere, handler det om en norsk politisk virkelighed, hvor EU er et meget kontroversielt spørgsmål. Men det, vi har set med denne komité - og som måske karakteriserer den - er en stor grad af dristighed og evnen til at overraske.
Kristian Berg Harpviken ser historiske paralleller med valget om at honorere forsoning både efter 2. verdenskrig og i mellemkrigstiden.
Han mener dog ikke, at komitéen har et ønske om at påvirke debatten i Norge.
- Det er for at vise, at den kan tænke uafhængigt af debatten i Norge. Denne komité mener, at EU er en meget værdig prisvinder og ønsker at markere det, selvom det er vanskeligt i norsk sammenhæng, forklarer han.
- Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at i den norske debat vil det blive opfattet som en utidig indblanding i en indenrigspolitisk debat fra nobelpriskomitéens side.
/ritzau/