En afghansk militsleder ser 50.000 kroner forsvinde mellem hænderne.
Østre Landsret har netop dømt til fordel for Forsvarsministeriet. De skal ikke betale erstatning til den tidligere militsleder fra Afghanistan, Ghousoullah Tarin.
Han hævder ellers at være udsat for tortur af amerikanske soldater, efter at være taget til fange af danske soldater.
"Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at han har været udsat for den behandling af de amerikanske soldater, som han gør gældende, kan der således ikke gives medhold i den nedlagte betalingspåstand over for Forsvarsministeriet, da det ikke er godtgjort, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag," skriver Landsretten i sin afgørelse.
I 2002 blev Ghousoullah Tarin taget til fange af danske jægersoldater og overdraget til amerikanske styrker. De torturerede ham med slag, spark og afklipning af skæg, forklarer hans advokat.
"Tarin blev behandlet i strid med Geneve-konventionen i den amerikanske lejr. Så det skal han selvfølgelig have erstatning for," siger Tyge Trier til Newspaq.
Han mener også, at det var en fejl, at danske jægersoldater anholdte Tarin i første om gang. Han støttede hverken Taleban eller al-Qaeda, forklarer advokaten.
Tarin medvirkede i dokumentaren "Den hemmelige krig" af Christoffer Guldbrandsen, hvor han var kronvidnet for de beskyldninger, der kom frem mod regeringen.
I 2006 redegjorde Forsvarsministeriet for alle anklager i dokumentaren, og regeringen blev frifundet for ansvar.
Senere kom det dog frem, at chefen for Jægerkorpset, Frank Lissner, og Forsvarskommandoen flere gange advarede Udenrigsministeriet om de amerikanske metoder.