- Nå. Det var sgu det liv, tænkte Anker Sewohl, da en islamistisk, hellig kriger rettede geværløbet mod hans baghoved.
Den dengang 39-årige Anker Sewohl havde sagt farvel til sin kammerat og forberedt sig på, at det hele sluttede her, mens de begge lå midt på jorden i en bosnisk landsby i 1996. Trods 20 års militær erfaring var han og kammeraten blevet taget til fange - midt i de hellige krigeres udrensning af etniske serbere.
"Klik"
Uforvarende er de selv havnet i rækken af folk, der skal henrettes. Nu ligger de fladt på jorden og kan høre, hvordan krigerne myrder civile én efter én. Til sidst er turen kommet til Anker Sewohl og hans kammerat. Anker Sewohl holder vejret, mens hovedet er presset mod jorden.
"Klik", siger det. Den skæggede kriger har trykket på aftrykkeren.
Med Dannebrog på skulderen har Anker Sewohl været udsendt på i alt 21 missioner på Balkan, Cypern, i Afrika og i Mellemøsten. Foto: Mathias Svane Kraft
Men der sker intet. Geværet har fejlet, og på mirakuløs vis er projektilet ikke blevet affyret.
Det utænkelige sker: Projektilet fra den hellige kriger bliver ikke affyret. Det lander i stedet ved siden af Anker Sewohls ansigt. På lige så mirakuløs vis bliver han og kammeraten reddet af polske FN-soldater.
- Jeg havde jo gået i seks år og var blevet underlig af den oplevelse. Men man kan først gøre noget ved det, når man selv erkender det.
Erkendelsen tog seks år
Anker overlevede. I dag er han 58 år og bor med sin kone i Køng på Sydsjælland. Han arbejder fortsat i Forsvaret, har rang af korporal og har sin daglige gang på kasernen i Vordingborg.
Hans kammerat overlevede også oplevelsen i Bosnien. Men han overlevede ikke de psykiske skader, som den brutale oplevelse medførte. I 2002 tog han afsked med livet. Han valgte det selv. Først dengang erkendte Anker Sewohl, at han havde brug for hjælp.
- Jeg havde jo gået i seks år og var blevet underlig af den oplevelse. Men man kan først gøre noget ved det, når man selv erkender det, fortæller Anker Sewohl, som hurtigt kom i behandling.
Mareridt hver nat
Det er svært at se, at Anker Sewohl er kommet til skade. Som alle andre soldater går han ret og stolt, og hans ansigt falder naturligt i smilende folder. Men skadet er han, selvom han har lært at håndtere det. I alt har han været udsendt 21 gange til Cypern, Uganda, Kuwait, Irak, Kroatien, Bosnien, Kosovo, Makedonien og Afghanistan. Første gang i 1980. Sidste gang i 2009.
- Man kan nok ikke komme tættere på døden, end jeg har været. Det er dén oplevelse, der plager mig.
Trods skaden er Anker Sewohl stadig i forsvaret. Foto: Mathias Svane Kraft
I dag har Anker Sewohl diagnosen PTSD - posttraumatisk belastningsreaktion. Traumerne viser sig blandt andet ved, at han kan få pludselige flashbacks til de barske hændelser, hvis noget minder om oplevelsen fra Bosnien i 1996. Oplevelsen dukker op hver nat som et mareridt, hvor han ser sig selv komme hjem i en kiste.
- Man kan nok ikke komme tættere på døden, end jeg har været. Det er dén oplevelse, der har plaget mig. Men psykiaterne mener, at det også skyldes, at det var mig, der skulle hente folk, der var kommet til skade. Civile, børn eller mine egne venner. Billederne af sårede børn og kammerater sidder stadig i hovedet på mig, fortæller Anker Sewohl.
I dag har Anker Sewohl lært at håndtere sin skade. Han ved, hvad der udløser ubehaget og kan trække sig, inden det bliver for meget. Men han må stadig kæmpe for at få anerkendt traumerne som en arbejdsskade.
Kamp for anerkendelse
I 2003 søgte Anker Sewohl om at få følgerne af de voldsomme oplevelser anerkendt som en arbejdsskade. Men han fik hurtigt afslag. Dengang var det nemlig et krav, at symptomer på PTSD skulle vise sig inden for seks måneder, og derfor kom Anker Sewohl adskillige år for sent.
Siden er reglerne ændret, og med hjælp fra Hærens Konstabel- og Korporalforening blev sagen genoptaget i maj 2013. Men Anker Sewohl venter stadig på Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. I alt har han derfor ventet i 12 år på anerkendelsen af, at det var hans arbejde som soldat, der udløste PTSD-diagnosen.
Styrelsen forventer lige nu, at Anker Sewohls sag vil være færdigbehandlet i april 2016. Men bliver den forsinket bare en måned mere, risikerer han, at hans speciallægeerklæring er udløbet. Og så skal der laves en ny.
- Det tærer meget på mig, at den sag ikke kan blive afsluttet endnu, når den har kørt så længe. Det påvirker min hverdag, min familie og gør mig irritabel, siger Anker Sewohl.
Foto: Mathias Svane Kraft
Risikerer mere ventetid
Nu frygter han, at ventetiden kan blive endnu længere. For ifølge veteran-advokaten Mads Pramming kan Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling komme til at tage endnu længere tid, når styrelsen ligesom andre statslige arbejdspladser skal flyttes fra København til provinsen.
- Jeg kan sagtens forstå, hvis medarbejderne ikke er med på, at nogen har fået en skør idé om, at nu skal vi til at rykke rundt på arbejdspladserne. Man tager ikke meget hensyn til de ansatte, og man tager heller ikke meget hensyn til de mennesker, der bliver ramt af det, siger Anker Sewohl.
Han ser frem til, at sagen forhåbentlig snart bliver afgjort. Men endnu ved han ikke, hvad udfaldet bliver.
- Hver tredje måned dumper der et nyt brev ind fra Arbejdsskadestyrelsen. Man håber jo, at det er afgørelsen, men hver gang er det en melding om, at sagen er forsinket igen, siger Anker Sewohl.
- Pengene siger mig egentlig ikke noget. Men anerkendelsen betyder meget. De skal sgu anerkende, at jeg er kommet til skade i tjenesten.
Penge er lige meget
For Anker Sewohl er det ikke den økonomiske erstatning, der er vigtigst. Han har sit på det tørre og bliver sendt på tjenestmandspension, når han om to år fylder 60 år og kan fejre 40 års jubilæum i Forsvaret.
- Pengene siger mig egentlig ikke noget. Men anerkendelsen betyder meget. De skal sgu anerkende, at jeg er komme til skade i tjenesten, siger Anker Sewohl.