Endelig!
Den sibiriske kulde, der i disse dage ligger som en dyne over Danmark, ser ud til at slippe sit tag i næste uge.
Men kun om dagen. Nattemperaturerne vil fortsat ligge et godt stykke under frysepunktet, oplyser DMI til Avisen.dk.
- I næste uge kommer et højtryk op over Danmark med stille vejr og med masser af sol. Dagtemperaturerne kan komme op over fem plusgrader, og i slutningen af ugen kan det blive endnu lunere. Her kan vi komme op i nærheden af 10 grader flere steder, siger Mogens Rønnebek, vagtchef i DMI.
Særligt jyderne vil få det varmest sidst på ugen, og det skyldes, at vinden kommer fra sydvest, forklarer han.
Men hvornår vi endegyldigt kan sige farvel til Kong Vinter, er stadigt uvist. I de kommende uger bliver vejret dog mere omskifteligt med sol, blæst og nedbør.
- Det kan godt være, vi skal et stykke ind i marts, før vi rigtigt kan mærke foråret med temperaturer op omkring 10 til 15 grader, siger Mogens Rønnebek.