Det bliver lettere for Folkebevægelsen mod EU at opnå valg til EU-Parlamentet efter, at Enhedslisten lørdag besluttede - mod partiledelsens ønske - at holde sig væk fra stemmesedlerne.
Det siger Folkebevægelsens talsperson, Rina Ronja Kari, til Ritzau.
- At Enhedslisten ikke stiller op selvstændigt betyder, så vidt jeg kan se, at vi er de eneste EU-modstandere, der stiller op til EU-Parlamentet, siger hun.
- Det betyder på den ene side, at alle vælgerne i Danmark ikke behøver at være så meget i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds, hvis de er EU-modstandere. Det gør jo tingene lidt nemmere, siger Rina Ronja Kari.
Enhedslistens top med gruppeformand Per Clausen i spidsen har talt varmt for, at partiet for første gang nogensinde skulle stille selvstændigt op til det kommende EU-parlamentsvalg.
Men mange i Enhedslistens bagland frygtede, at det ville true de gamle allierede i Folkebevægelsen mod EU - der ved det seneste valg kun akkurat opnåede et enkelt mandat - på livet.
Først sagde de menige medlemmer af Enhedslisten nej til, at deres parti skulle figurere på stemmesedlen under eget navn, og lørdag sagde de delegerede endeligt nej til spørgsmålet på partiets årsmøde.
Dermed indkasserede partitoppen en syngende lussing fra baglandet.
- Vi beskæftiger os i Folkebevægelsen ikke med, hvem der ellers stiller op til parlamentsvalget, så vi har heller ikke blandet os i den debat, som har været, siger Rina Ronja Kari.
- Men når det er sagt, er det klart, at jeg noterer mig den beslutning og den ubetingede opbakning og støtte til Folkebevægelsen, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, siger hun.
/ritzau/