Flyselskabet Braathens er gået konkurs.
Konkursen rammer ifølge B.T. ikke kun chartergiganterne Apollo og Ving, men også SAS er påvirket.
Braathens International Airways er et relativt nyt luftfartsselskab, oprettet i 2022 med fokus på charterflyvninger i Airbus-fly mellem Skandinavien og Sydeuropa.
Selskabet har samarbejdsaftaler med rejsearrangører som Ving og Apollo for at levere charterflyvninger med Airbus-fly.
- Jeg forstår godt, at de berørte er kede af det, chokerede og skuffede, udtaler Per Braathen, administrerende direktør for selskabet, i en pressemeddelelse.
Virksomheden har ikke opnået den nødvendige kapital, og skal nu fokusere på de dele af virksomheden, der kan opnå rentabilitet.
Alle selskabets Airbus-flyvninger er aflyst.
I september sidste år annoncerede SAS, at man ville styrke tilstedeværelsen i Sverige med en milliardaftale.
Her lød det, at SAS havde indgået en syvårig aftale med Braathens Regional Airways. Aftalen havde en samlet værdi på seks milliarder svenske kroner og betød, at Braathens Regional Airways skulle dække indenrigsruter i Sverige på vegne af SAS.
Derudover skulle partnerskabet også være med til at fodre Københavns Lufthavn med mere aktivitet.
Omkring 200 ansatte bliver berørt af konkursbegæringen. De er alle dækket af statens løngaranti.
Det er Braathens' bestyrelse, som ved Stockholms tingsret har indgivet konkursbegæring for selskaberne, der står for Airbus-drift, herunder Braathens International Airways AB og Braathens Crew AB.