De fleste kan huske billederne fra starten af september, hvor hundredevis af flygtninge ankom til Danmark og begyndte en vandring mod nord langs motorvejene i Sønderjylland og på Lolland.
Og flygtningestrømmen har også sat det danske politi på overarbejde, viser nye tal fra Rigspolitiet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.
Alene i uge 37 - 7.-13. september - brugte Rigspolitiet 43.350 arbejdstimer udelukkende på flygtningepresset. Det svarer til arbejdstiden for 1.100 fuldtidsbetjente - omkring hver 10. betjent i Danmark.
S og DF vil have flere betjente
Ifølge DR Nyheder brugte politiet de mange arbejdstimer på blandt andet at kontrollere toge og færgeovergange og på at følge grupper af flygtninge, der vandrede på motorvejen med kurs mod Sverige.
Der er for bare to uger siden indgået en politiaftale mellem partierne i blå blok og Socialdemokraterne. Men på baggrund af den nye opgørelse over politiets brug af ressourcer på flygtningestrømmen, vil både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti have mulighed for at ansætte endnu flere nye betjente.
- Politiaftalen tager jo udgangspunkt i en normalsituation, og der er også nødt til at være en buffer. Og derfor er det nødvendigt, at regeringen sørger for, at der er ressourcer til ekstraordinære situationer, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til DR Nyheder.