Luftfartsselskabet Air France-KLM har som resten af branchen kæmpet med højere regninger for brændstof i årets andet kvartal. Regningen er dog blevet klaret af en vækst i antallet af passagerer samt besparelser.
Luftfartskoncernen øgede antallet af afgange med 4,5 procent i forhold til samme periode sidste år. Det gav bonus, da det lykkedes at få 5,1 procent flere rejsende i flyene.
Samtidig har selskabets nye direktør, Benjamin Smith, haft succes med at skære mængden af udgifter.
Derfor har driften givet et overskud på lidt under tre milliarder kroner, hvilket er 400 millioner mere end samme kvartal sidste år.
Fremgangen skal også ses i lyset af, at Air France sidste år kæmpede med strejker hos flere forskellige gruppe af ansatte.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har selskabet også i regnskabet skruet ned for forventningerne til koncernens lavpriskæde Transavia.
Hvor det tidligere var forventet, at Transavias trafik vil vokse med mellem 9 til 11 procent, blev de forventninger skruet ned til 7 til 9 procent.
Årsagen er ifølge Air France-KLM, at kæden har problemer med at finde piloter.
/ritzau/