Et halvt år efter Kenneth og Jeanette Thomsen overtog forpagtningen af Humlum Kro nord for Struer måtte de i tidlige morgentimer mandag se flammer gøre deres drøm til et mareridt.
- Jeg begyndte at græde. Vi er flyttet hertil for at starte vores livsdrøm op, og nu skal vi starte forfra, siger Kenneth Thomsen til TV Midtvest.
Kro-parret, der har to små børn, blev vækket af banken på døren, men da var det forsent.
Da brandvæsnet ankom brændte det kraftigt inde i selve kroen, og der er røg- og brandskade i det meste af bygningen.
Indsatsleder Jean Warming vurderer, at kroen sandsynligvis er totalskadet.
- Vi havde frygtet, at det ville blive en hård opstart, men det har kørt over al forventning. Det har været i gang lige med det samme, siger Kenneth Thomsen, der nu skal kontakte dem, der har booket selskaber og overnatninger.
- Drømmen er et mareridt lige nu. Det er meget, meget følelsesladet det hele. Jeg har grædt nærmest hele dagen, siger Kenneth Thomsen til tv-stationen.