De videregående uddannelser har i år modtaget et rekordhøjt antal ansøgninger via kvote 2. Se her hvad forskellen er mellem at søge ind på et studie via kvote 1 og kvote 2.
Kvote 1:
* Her bliver du udelukkende bedømt ud fra resultatet af din gymnasiale uddannelse. I kvote 1 optages således ansøgere med det højeste eksamensgennemsnit først, før ansøgere med et lavere eksamensgennemsnit.
Antal ansøgere i 2012: 42.083.
Ansøgningsfristen i 2013 er 5. juli.
Kvote 2:
* Optagelse gennem kvote 2 er for de ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1 eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.
* I udvælgelsen af kvalificerede ansøgere bliver der foretaget en konkret helhedsvurdering, men for at blive optaget gennem kvote 2 er det en forudsætning, at du:
* Opfylder adgangskravene på den pågældende uddannelse.
* Har minimum én supplerende aktivitet - faglig og eller generelle kvalifikationer ud over den adgangsgivende eksamen.
* Du medsender en motiveret ansøgning. (Også kaldet en levnedsbeskrivelse).
* For at kunne søge optagelse på kvote 2 skal den adgangsgivende eksamen være afsluttet inden ansøgningsfristen den 15. marts. Dog kan ansøgere, der har været ude af det danske skolesystem, fordi de eksempelvis har været udenlands eller lignende, søge gennem kvote 2 samme år, som de forventer at afslutte den adgangsgivende eksamen.
Antal ansøgere i 2012: 38.683.
Antal ansøgere i 2013: 49.137. (Opgørelsen mangler stadig udenlandske ansøgere og læreruddannelsen).
Kilde: Studenterguiden.dk og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
/ritzau/