Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, står ifølge prognoserne efter valgstedernes lukning i Tyskland som vinder at valget.
Men Merkels konservative parti, CDU, og søsterpartiet CSU er gået tilbage. Merkel vil ifølge tyske mediers analyser derfor være nødt til at få mindst to partier med i en ny koalition for at regere.
Det kan tage uger, før der er dannet en regeringskoalition - en proces med flere trin. Efter valget i 2013 tog det 86 dage, før Merkels kabinet var dannet og taget i ed.
Læs her mere om, hvordan der bliver dannet koalitionsregering i Tyskland, og hvordan forbundskansleren bliver udpeget:
* Koalitionsforhandlinger:
Når valgresultatet ligger endeligt klar, er det første skridt at danne en koalition - en proces, der kan tage flere uger.
De involverede partier udarbejder en koalitionsaftale, som udlægger, hvilke politikker og reformer de vil følge i de kommende fire år.
Ud over det beslutter koalitionen også, hvilke partier der skal styre de magtfulde ministerier - som eksempelvis finans- og udenrigsministeriet.
* Præsidenten udpeger kanslerkandidat:
Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, skal udpege en kanslerkandidat efter at have konsulteret partierne.
Kanslerkandidaten skal være mindst 18 år og tysk statsborger. Men det er ikke nødvendigt, at personen selv er medlem af Forbundsdagen.
* Afstemning i Forbundsdagen:
Når præsidenten har udpeget en kanslerkandidat, skal kandidaten have opbakning fra et absolut flertal af stemmerne i Forbundsdagen.
Det vil sige halvdelen af medlemmerne plus en. Det er også kendt som "kanslerflertallet".
* Officiel udnævnelse:
Præsidenten udnævner officielt den tyske forbundskansler inden for en uge efter afstemningen i Forbundsdagen.
Kilde: Politico Europe.
/ritzau/