Italien er i sin dybeste recession siden Anden Verdenskrig, og landets dårlige økonomi er det altdominerende spørgsmål ved det igangværende parlamentsvalg, der følges nøje i det øvrige EU.
Herunder er valgets hovedpersoner:
* Mario Monti
Den 69-årige teknokrat og økonom, der i over et år har været en populær premierminister i Italien, selv om han har gennemført store besparelser.
Monti tog over som regeringschef efter Silvio Berlusconi i efteråret 2011 og har gennemført vanskelige reformer for at rette op på Italiens kriseramte økonomi.
Monti er højt respekteret i EU. Han var EU-kommissær i to perioder fra 1995 til 2004, hvor han frem til 1999 havde ansvaret for det indre marked og siden for konkurrencen i EU. Under valgkampen har Monti stillet sig i spidsen for centrumblokken Scelta Civica.
* Pier Luigi Bersani.
Hvis den italienske centrumvenstrefløj vinder parlamentsvalget den 24. og 25. februar, vil den næste premierminister blive den 61-årige Bersani fra Demokratisk Parti.
Bersani lægger op til, at besparelser skal fortsætte, men at der må findes en vej, der fremmer investeringer og jobskabelse på eurozoneniveau. I meningsmålingerne står Bersani til at afløse Monti.
Monti står kun til at få 12 procent af stemmerne, mens Bersanis blok støttes af 35,3 procent.
* Silvio Berlusconi
Den tidligere premierminister og frontfigur i Folkets Frihed står til at få 19 procent af procent af stemmerne.
Som Italiens rigeste mand er den 76-årige Berlusconi ejer af adskillige tv-stationer, aviser og magasiner foruden fodboldklubben AC Milan.
Trods retssager om korruption, skatteunddragelse og sex med en mindreårig har Berlusconi stadig et godt greb i mange af vælgerne.
Folkets Frihed er allieret med Liga Nord, men de har ikke mange chancer for at vinde valget. Selv har Berlusconi udtalt, at han i tilfælde af valgsejr ikke vil gå efter at blive premierminister, men økonomiminister.
* Beppe Grillo
64-årig farverig komiker og provokatør, som med store armbevægelser kæmper en højlydt kamp for miljøet og for at få renset italiensk politik for korruption.
Han står til at blive valgets nummer tre med protestpartiet Femstjerne-bevægelsen.
Grillo står til at få 16 procent af stemmerne.
* Nichi Vendola
Den venstreorienterede og erklærede homoseksuelle guvernør i den sydlige region Puglia har vakt stor opsigt under valgkampen og er tæt på Bersani som mulig partner i en centrum-venstre koalition.
Den 54-årige Vendola er fra det lille venstreorienterede miljøparti SEL. Han siger, at han er kommunist og katolik - og han fremstår som så idealistisk, at Monti siger, at han er en hindring for reformer. Andre opfatter ham som en pragmatiker med stærkt stigende opbakning.
/ritzau/