SLUTSPILLET I OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE på statens område nærmer sig – og resultatet er stadig åbent.

Det er første gang i de ti år, jeg har deltaget i forhandlingerne, at der ikke er indgået en aftale indenfor den aftalte køreplan.

Den deadline passerede vi i sidste weekend. Her skulle vi ifølge køreplan og tradition have præsenteret resultatet for den centrale overenskomst på statens område. Det var desværre ikke muligt, da der var alt for mange udeståender til, at en reel slutfase kunne indledes.

Der har været knoklet på med at få bundet løse ender op, og nu nærmer vi os. Vi har aftalt med Sophie Løhde at indlede de afsluttende forhandlinger denne weekend. Og selv om det vil tage tid at få alle detaljer og tekster på plads, bør vi i løbet af nogle dage vide, om der er vilje og vej til en aftale på begge sider af bordet.

Er der ikke det, og er det umuligt at finde en fælles vej, så kan en konflikt træde i kraft fra 1. april, såfremt den er varslet senest 28. februar.

HVORDAN ER DET KOMMET SÅ VIDT, at konflikt er et scenarie vi drøfter så indgående ved den første offentlige overenskomst i opgangstider i mange år? Burde vi ikke bruge kræfterne på at diskutere udvikling og innovation af den offentlige sektor, ligesom vi diskuterede økonomisk ansvarlighed, da vi indgik meget smalle aftaler under finanskrisen i 2011, 2013 og 2015?

Mit svar er jo. Men så langt er vi ikke nået. Ved de sidste tre overenskomster har vi hørt meget om, hvordan offentligt ansatte måtte tage medansvar for at få Danmark ud af krisen. Men vi har endnu intet hørt om, hvordan vores arbejdsgiver mener, at opsvinget også skal komme de statsansatte til gavn. Eller hvordan arbejdsgiver vil bruge det økonomiske opsving til at investere i den offentlige sektor og de mennesker, der får den til at fungere. Tværtimod mødes vi af en finansministeriel tankegang og et nulsumsspil.

Men for os handler det ikke kun om at få et regnestykke til at stemme i Finansministeriet. For os handler det om at skabe gode arbejdspladser og en offentlig sektor, der kan levere den service og velfærd, vi alle er afhængige af.

Vi er altså langt fra hinanden i udgangspunktet. Men som sådan er det ikke meget nyt i, at arbejdsgiver og lønmodtagersiden har forskellige interesser. Det nye handler i min øjne om et unikt sammenhold på tværs af fagbevægelsen. Og om at offentligt ansatte generelt har fået nok.

NOK AF STRAMNING EFTER STRAMNING, der kontrollerer og effektiviserer de offentligt ansatte i en grad, så der efterhånden er meget lidt plads til fagligheden og initiativet. Nok af besparelser, der er politisk vedtaget, men som går ud over borgere og ansatte i hverdagen. Nok af en retorik om at offentligt ansatte er forkælede og forgyldte.

Virkeligheden er en anden. Og i virkeligheden er det vel ret åbenlyst, at de færreste vælger den offentlige sektor som en genvej til strandvejsvilla og sportsvogn. De fleste vælger den offentlige sektor til for at gøre en forskel. Og for at få rimelige og ordentlige arbejdsvilkår.

Derfor hober frustrationerne sig op, når man i årevis oplever, at der skæres og spares på arbejdsvilkår. Når en arbejdsgiver forsøger at snuppe en betalt spisepause. En anden sløjfer kutyme-fridage. Og en tredje begrænser tillidsrepræsentanters mulighed for at arbejde for medlemmerne.

Det skaber usikkerhed og frustration. Og det rejser et krav om at sikre de gode vilkår, der stadig findes.

Samtidig er der et unikt sammenhold blandt fagforeninger og lønmodtager på tværs af hele den offentlige sektor. Det handler om noget større end os selv hver for sig.

Det handler om den danske model, når vi står sammen om kravet om, at lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Det handler om tillid til vores aftaler, når vi står sammen om kravet om at sikre den betale spisepause. Og det handler om at sikre såvel den offentlige sektor som et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, når vi kræver en fair lønudvikling for alle, der balancerer med udviklingen på det private arbejdsmarked.

VI KAN ALTSÅ STADIG HAVNE I EN KONFLIKT. Det er bestemt ikke vores ønske men et scenarie, vi forbereder os på. Man kan sige, at vi hverken har konfliktlyst eller konfliktfrygt, men konfliktrealisme. Som fagforeningsmand er mit mål at indgå aftaler, der sikrer medlemmerne og peger frem. Ikke at grave grøfter og skabe konflikt.

Men det afgørende er bare ikke, om jeg har lyst til en konflikt eller ej. Det afgørende er, om vi kan indgå en aftale, fagforeninger på tværs af den statslige sektor kan stå inde for at anbefale. Og om medlemmerne kan se sig selv i den aftale og derfor stemme den hjem.

Sådan en aftale håber jeg, vi kan blive enige med Sophie Løhde om i løbet af de kommende dage. Det vil nok tage ekstra tid at få alle detaljer og tekster på plads, men jeg håber at næste blog kan have overskriften: ”Ny aftale for alle statsansatte”.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.