Virker din chef gladere end tidligere, og tilbyder hun dig uventet lønforhøjelse eller et personalegode?
Så er det måske ikke så mærkeligt. Der er nemlig færre ledere, der oplever, at arbejdet er vokset dem over hovedet.
Andelen af ledere, der synes, at arbejdsbyrden er for stor, er mere end halveret siden 2002.
Det viser tal fra undersøgelsen Det Danske Ledelsesbarometer 2011, foretaget af Lederne i samarbejde med Aarhus Universitet, Business and Social Sciences.
Af de 3.040 adspurgte ledere mener 24 procent, at deres arbejdsbyrde er for stor. I 2002 var andelen over dobbelt så høj, nemlig 54 procent.
Faldet skyldes dog ikke, at lederne har mindre arbejde, men at de er blevet bedre til at håndtere deres arbejde. Det siger arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne Signe Tønnesen Bergmann.
"Ledere har fået mere indflydelse på jobindholdet og planlægger i højere grad selv deres arbejdstid, hvilket har stor betydning for oplevelsen af arbejdsbyrden," siger hun.
At færre oplever, at arbejdsbyrden er for stor, betyder også, at færre ledere er i risikozonen for at få stress.
"Ligeledes giver det større overskud og bedre muligheder for at fungere som leder, når man trives med sit arbejde," siger Signe Tønnesen Bergmann.