Den omstridte imam fra Nyborg Statsfængsel, Abu Basha, har fået en fyreseddel, skriver avisen 24Timer. Den officielle forklaring er, at fængslet skal spare millioner af kroner, men imamen mener selv, at fyringen skyldes dårlig medieomtale.
»Han er ikke tjenestemand og kan opsiges hurtigere. Derfor har vi i den seneste sparerunde nedlagt imamstillingen, for vi har ingen lovmæssig forpligtelse til at have ansat en imam,« siger fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen til 24Timer.
Imamen er blandt andet kendt for, at han under Muhammed-krisen opfordrede til oprør, men fængselsinspektøren afviser, at den negative omtale af imamen har haft indflydelse på fyringen.
Imamen selv er af en anden holdning:
»Jeg føler, at der er en forbindelse mellem den dårlige medieomtale af mig og min fyring. Men det afviser fængselsinspektøren. Han siger, jeg er fyret, fordi der skal spares. Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at der om mandagen skrives dårlige forsider om mig, tirsdag henter PET ni unge muslimer, som jeg kender i Volsmose - og jeg modtager mit fyringsbrev dagen efter,« siger han.