Det har ikke hjulpet ad frivillighedens vej, så nu skruer EU's justitskommissær, Viviane Reding, bissen på for at få flere af sine kønsfæller til tops i europæisk erhvervsliv.
Fra 1. januar 2020 skal 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne være kvinder i de børsnoterede virksomheder i EU's 27 lande. Ellers vanker der bøder, fratagelse af statsstøtte og udelukkelse fra offentlige licitationsrunder.
Det fremgår af Redings forslag til et nyt direktiv, som fremlægges til efteråret, og som det tyske dagblad Welt am Sonntag har fået indblik i.
EU-Kommissionen har længe presset på for at få flere kvinder i bestyrelserne.
Men kun 24 af EU's omkring to millioner virksomheder skrev sidste år under på en opfordring fra kommissionen om, at de frivilligt forpligter sig til at opfylde en kvote for 30 procent kvinder i deres bestyrelser i 2015, og 40 procent i 2020.
Og da Viviane Reding for et par måneder siden for første gang truede med at indføre kvoter pr. lov, blev hun mødt af kritik fra regeringer og virksomheder, der frygter, at kvoterne kan virke som en spændetrøje midt i en krisetid.
Den luxembourgske næstformand for EU-Kommissionen har ifølge Welt am Sonntag lyttet til kritikken.
Således bliver direktioner fritaget for kvoterne. Og virksomheder med færre end 250 medarbejdere eller en årsomsætning på mindre end 50 millioner euro (godt 375 millioner kroner) vil heller ikke blive tvunget til at ansætte kvindelige ledere.
- Direktivet gælder ikke små og mellemstore virksomheder, selv hvis de er børsnoterede, da forvaltningsomkostningerne vil blive for store i forhold til målet, hedder det i forslaget.
Samtidig indeholder direktivet en fleksibilitetsklausul, så en mand alligevel kan slå en kvindelig rival i dysten om at komme med i bestyrelsen.
I Danmark har regeringen bebudet en såkaldt dansk model i løbet af efteråret.
/ritzau/