Christian Eriksen var onsdag blot et sekund fra at skrive sig ind i Premier Leagues historiebøger for det hurtigste mål nogensinde.
Blot 11 sekunder var spillet, da han bragte Tottenham foran mod Manchester United i Premier League-kampen, der sluttede 2-0 på Wembley.
- Jeg tror, at det kommer til at forblive det hurtigste mål i mit liv, siger Eriksen til 6'eren.
Ledley King er stadig noteret for det hurtigste, ligeledes for Tottenham. Han scorede ifølge AFP efter 9,9 sekunder, da Bradford og Tottenham spillede 3-3 i 2000.
Eriksen er i det mindste manden med det hurtigste mål i denne sæson. Derudover blev han kåret til kampens spiller. Han havde således også en fod med i opstillet til 2-0-målet.
- Det var en god følelse derude. Når vi fik fat på bolden, var der masser af plads at spille på. Når de lavede fejl, var der plads til at skabe chancer, og vi kunne godt have skabt flere chancer og mål.
- Det var en god sejr, og det er en kanonstart på det program, som vi har nu her med mange spændende kampe, siger Eriksen.
Han hentyder til, at Liverpool og Arsenal venter i de to næste ligakampe. Desuden venter Juventus i Champions League-ottendedelsfinalen.
/ritzau/