Den altid åbenhjertige senior-jetsetter og tidligere modekonge Erik Brandt siger til Ekstra Bladet, at "når kronprinsen tager hjem fra olympiaden, så kan I godt regne ud, at den er gal".
74-årige Erik Brandt har været venner med prins Henrik i årevis, og nyheden om, at vennens tilstand er forværret, berører Erik Brandt dybt.
- Jeg er ked af det. Jeg er meget, meget ked af det. Det ér alvorligt, det kan der ikke være nogen tvivl om, siger Erik Brandt til avisen.
Kortfattet kongehus
Prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalet siden 28. januar. Og nu er prinsens tilstand "alvorligt forværret", oplyser kongehuset fredag morgen i en kortfattet pressemeddelelse.
Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.
- Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret, skriver kongehuset videre:
- Hans kongelige højhed kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark.
Kongehuset ønsker desuden ikke at uddybe, hvad prins Henrik fejler.
Kom hjem fra Egypten
Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet efter at have opholdt sig i Egypten i siden 4. januar. Her boede han på hotel hos en anden god ven, hotelejer Anan el Galaly, i Sharm El Sheik, som for knap tre uger siden kunne fortælle, at prinsen trivedes i det varme klima.
Under sin indlæggelse er prinsen blandt andet blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viste sig at være godartet.
Siden har han været i behandling for lungeinfektion, og det var meningen, at prins Henrik skulle komme sig over strabadserne med et ophold på Fredensborg Slot.
Den 83-årige prins var også indlagt i sommer. Han blev indlagt med smerter i højre ben, som var opstået som følge af en operation i juli sidste år.
I efteråret meldte kongehuset ud, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.