Kunne man forestille sig en lovgivning om, at fattige med ondt i knæet fik amputeret benet, mens mere velhavende fik et nyt knæ?
Sådan ser Tandlægeforeningen på lovgivningen om støtte til tandbehandling for de fattigste danskere. For dem, der ikke selv kan betale for tandlæge, står der nemlig i loven, at behandlingen skal foregå på ”lavest fagligt forsvarlige niveau”.
- Det er noget, tandlægerne taler meget om internt. Der er jo heller ikke to døre til hospitalet, hvor du får forskellig behandling alt efter, om du er på kontanthjælp eller ej, siger Claus Jørgensen, kommunikationschef i Tandlægeforeningen.
Lovgivningen betyder konkret, at mens langt de fleste får i dag får lavet et implantat eller en bro, når de mister tænder, så får kontanthjælpsmodtagere oftest gebis. De har ikke ret til andet ifølge loven.
Det kan også betyde, at kontanthjælpsmodtagere helt må undvære nogle tænder, hvis kommunen mener, de er unødvendige.
- Denne lovgivning er udtryk for en social skævhed, hvor mennesker på kontanthjælp ikke nødvendigvis får den samme løsning som andre. Det kunne man ikke forestille sig andre steder i sundhedssystemet, siger Claus Jørgensen.
Rådet for Socialt udsatte kritiserer
Rådet for Socialt Udsatte kritiserer reglerne. Formand Jan Sjursen er uforstående overfor, at socialt udsatte skal have en lavere standard af tandbehandling.
- Vores udgangspunkt er, at der skal være lige adgang til sundhedsydelser, og socialt udsatte skal have samme faglige standard som befolkningen som helhed, siger Jan Sjursen.
Han kalder det for "meget mærkeligt", at socialt udsatte får gebis, når det er yderst sjældent, at andre får en løsning længere.
- Jeg er uforstående overfor, at man vælger en lavere standard. Det synes jeg ikke hører hjemme nogen steder, siger Jan Sjursen.
Politikerne har afsat 142 millioner kroner, så det skulle være billigere for kontanthjælpsmodtagere at gå til tandlæge. Men under halvdelen er brugt i år.
Det skyldes sandsynligvis, at puljen er lavet, så kontanthjælpsmodtageren selv skal betale over en tredjedel af regningen op til 10.000 kroner. Det kan de færreste.
For behandlinger over 10.000 kroner må tandlægen slet ikke gå i gang, før kommunen har godkendt den behandling, der skal laves. Derfor bliver kommunerne dommere over, om det for eksempel skal være et gebis i stedet for et dyrere implantat.