Er du klar til selv at svinge hammeren og malerrullen, og samtidig frisk på at bekæmpe hushøje planter i jagten på en ny hjemadresse, er der godt nyt.
Et hus har nemlig netop meldt sig under til salg-fanerne på det danske boligmarked - og billigere fås det simpelthen ikke for øjeblikket, skriver boligsitet Boliga.dk.
Huset, som er døbt "Svalegården" har landets laveste udbudspris og koster den sølle sum af 95.000 kroner.
Udbudsprisens beskedne størrelse skyldes nok, at der skal en kærlig hånd - af den store håndværkerslags - til for at gøre den 80 kvadratmeter store ejendom beboelig igen.
Alternativt kan man ifølge Mikkelsens Ejendomskontor, der har huset til salg, bygge noget helt nyt på den 1.470 kvadratmeter store grund, der ligger i Roager - 12 kilometer fra Danmarks ældste by, Ribe.
Kvadratmeterpris i den helt lave ende
Selvom de sydlige dele af landet traditionelt ikke trækker boligmarkedets højeste kvadratmeterpriser, ligger den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris for Danmarks for øjeblikket billigst udbudte hus markant under gennemsnittet for området.
Ifølge tal fra Boliga.dk lød den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris for huse i Esbjerg Kommune, som Roager hører under, på godt 13.750 kroner* - mens det billigste hus altså er udbudt til salg for 1.187 kroner pr. kvadratmeter.
Lolland Kommune er det sted i landet, hvor husene samlet set er udbudt til salg med de laveste kvadratmeterpriser. Her har mæglerne i gennemsnit sendt kvadratmeterne på markedet til 5.585 kroner pr. styk.
Omvendt ser det ud blandt husene i Frederiksberg Kommune, der har landets højeste gennemsnitlige kvadratmeterpriser. 58.977 kroner skal du af med pr. kvadratmeter for at få fingrene i kommunens villaer.
Her kan du se Danmarks billigste hus
*Boliga.dk har opgjort den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris for villaer og rækkehuse til salg 1. august 2019.