Flere pædagoger i børnehaverne og flere lærere i skolerne.
Det er to af kravene fra regeringens støtteparti, Enhedslisten, inden de sætter sig ved forhandlingsbordet med regeringen.
"Vi tager stilling til om finansloven giver markante forbedringer. Der er ikke krav, som er ultimative, men vi skal have indrømmelser, hvis vi skal stemme for," siger gruppeformand Per Clausen til Newspaq.
Og Enhedslisten har ikke tænkt sig at blive taget vil næsen eller kostet rundt til forhandlingerne.
"Margrethe (Vestager, red.) må lære at tælle til 90. Hvis hun vil have flertal, så må hun lave en finanslov, der er så god, at vi vil stemme for den," lyder opfordringen til indenrigs- og økonomiministeren.
Og et af de forslag, som Enhedslisten vil forsøge at få gennemført, handler om at få flere hænder til at passe vores børn, slår Per Clausen fast.
"Flere pædagoger og flere lærere til eleverne i skolerne er to ting, som vi finder meget vigtige," siger han.
Bliver forslaget fejet af bordet med bemærkningen om en tom statskasse, så har Enhedslisten et bud på, hvor pengene så skal komme fra.
"Så må vi skaffe nogle flere penge, og der er vores grundholdning, at det skal vi skaffe ved at lade de rigeste danskere betale mere i skat."
Han forudser, at regeringen skal lave en aftale med Enhedslisten, fordi de borgerlige partier ikke har tænkt sig at støtte den nye finanslov.