Landsholdets forberedelser mod næste års EM-slutrunde i Polen og Ukraine er i fuld gang.
I den forbindelse skal landsholdet møde Finland på et endnu uspecificeret stadion i Jylland tirsdag d. 15 november.
Det skriver DBU på sin hjemmeside.
Og Morten Olsen er tilfreds med valget af Finland som modstander.
"Vi har set Finland to gange i år, i deres kamp mod Portugal i marts og senest i deres kvalifikationskamp mod Sverige i forrige uge. Og jeg tror gerne svenskerne vil indrømme, at det ikke var et fortjent nederlag, de gav finnerne i dén kamp," siger han og fortsætter:
"Finland er inde i en opbygningsfase, og de vil gerne prøve sig af mod en EM-kvalificeret modstander. Så det er en kvalitativ og seriøs modstander, vi skal op imod," siger Morten Olsen til DBU's hjemmeside.
Landstræneren udtrykker også tilfredshed med, at landsholdet har to kampe på hjemmebane med få dages mellemrum. Så kan der bruges mere tid på træning og mindre tid på at rejse.
Landsholdet har mødt Finland 58 gange, og har vundet 38 af dem. Derudover har de spillet ti uafgjort og tabt ti.
DBU ved først hvilket stadion kampen skal spilles på i næste uge.