En politisk aftale i Borgerrepræsentationen i hovedstaden forbyder udlejning af elløbehjul fra offentlige områder i det meste af Indre By og brokvartererne i København.
Det oplyser teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen (EL).
Konkret hedder det i aftalen, at man i områder med tæt bebyggelse i centrale dele af København ikke længere kan starte et af de mange løbehjul, der står rundt omkring på offentlige arealer.
Ninna Hedeager Olsen siger, at pladsen kan bruges meget bedre.
- Det er et forbud mod, at de skal kunne udlejes fra offentlige arealer, hvor vi skal prioritere pladsen. Der kan være bænke, der kan være udeservering og alt muligt andet, siger hun.
Det vil stadig være muligt at udleje elløbehjul fra en forretning, hvor kunden kan komme tilbage med løbehjulet efter endt tur. Men de skal altså ikke længere kunne lejes fra gaden.
Elløbehjulene kom til Danmark i 2019.
/ritzau/