Det skal være attraktivt at arbejde, lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han under et pressemøde tirsdag præsenterede regeringens 2020-plan.
Her forklarede han, hvorfor venstre-regeringen ønsker at sænke skatten både i toppen og i bunden.
Skattelettelser vil ifølge Lars Løkke Rasmussen give folk lyst til at arbejde mere og få ledige ud på arbejdsmarkedet.
Men ifølge professor i samfundsvidenskab Bent Greve vil Løkkes skatteplan næppe få flere i job.
- Der er ikke fuldstændig enighed om, hvad teorien og empirien siger, men grundliggende tror jeg ikke på, at det skaber ret mange nye job, siger Bent Greve til Ritzau.
Det skyldes ifølge RUC-professoren, at folk, der betaler topskab, arbejder så meget, at de næppe kan arbejde mere.
- De langtidsledige kan næppe heller lokkes med en økonomisk gulerod. De har brug for nye kompetencer for at bryde ledigheden, siger Bent Greve.