Katy Perrys eksmand, skuespiller og multikunstner Russel Brand, er så trist over bruddet med den amerikanske popstjerne, at han overvejer at leve som munk. Det skriver femalefirst.co.uk
Perry og Brand underskrev skilsmissepapirerne i december 2011 efter 14 måneders ægteskab, men eksmanden har angiveligt stadig kærestesorger over popprinsessen.
Brand overvejer nu at leve en munketilværelse sammen med andre munke for at undgå sex.
- Da jeg blev skilt, overvejede jeg at blive munk. Som munk er det ikke tilladt at have sex med nogen, udtaler Brand til femalefirst.co.uk.
Udover seksuel afholdenhed må Brand heller ikke drikke alkohol som munk til stor morskab for hans kendisvenner, tidligere Oasis forsanger Noel Gallagher og The Smiths' forsanger Morrissey.
- De tog så meget pis på mig hele aftenen. Som de blev mere fulde, kunne jeg som ædru bare se på dem og tænke fjolser, fortæller Brand efter en aften ude med vennerne.
Det er ikke kun Brand der er faldet for Perrys charme. Også John Mayer, som hun det sidste år har haft et on/off forhold til, dedikerede sangen, "A Face to Call Home" til hende, ved sit første stop på sin turné i år.
John Mayer og Katy Perry er kærester igen efter deres korte brud i marts i år.
/ritzau/