Træk en ekstra gang i klaphatten og blæs i fanhornet.
Fodbolddanmark bør glæde sig over, at Morten Olsen har besluttet at blive i landstrænerjobbet to år mere.
Det mener TV 2-kommentator Poul Hansen og tidligere træner for Lyngby og AGF.
"Det er rigtig godt. Lige nu er det klart den bedste løsning," siger han til Newspaq.
Efter EM-slutrunden til sommer i Polen og Ukraine skulle landsholdet ellers have haft en ny træner.
Men både arbejdsgiveren DBU og Morten Olsen kunne mandag eftermiddag fortælle, at begge parter er glade for at fortsætte samarbejdet.
Efter fiaskoen ved VM i Sydafrika i 2010, hvor Danmark røg ud efter gruppespillet blev landstræneren ellers kritiseret for, at holdet var kørt fast i spillestillen, der afhænger meget af dygtige kantspillere.
"Spillet stagnerede på et tidspunkt og var lidt for let at læse. Vi var heller ikke gennembrudsstærke nok. Men det synes jeg, vi er nu," siger Poul Hansen.
En lang række trænere har været nævnt som Morten Olsens mulige afløsere. Men ingen er bedre for landsholdet, mener Poul Hansen.
"Han er den mest offensivt tænkende træner på markedet. I forhold til Superligaen, hvor man spiller en ofte meget kontrollerende form for fodbold, der er han 90 procent angreb og 10 procent forsvar," siger Poul hansen.