En tidligere vicedirektør i rengøringsselskabet Forenede Service er onsdag idømt ubetinget fængsel i to år og seks måneder.
Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom til Peer Michael Krogh, der er fundet skyldig i grov skattesvig.
Samtidig skal den dømte betale en tillægsbøde på 11 millioner kroner.
Ifølge Fagbladet 3F har den tidligere rengøringsboss erkendt, at han ikke betalte skat af salget af aktierne for 26 millioner kroner til selskabet.
Han har forklaret, at han dengang ikke troede, at han skulle betale skat af aktiesalget. Og han fremførte, at det var ikke hensigten at snyde, skriver Fagbladet 3F.
Men det har nu ikke hjulpet erhvervsmanden.
- Vi har været enige hele vejen igennem, siger retsformanden om afgørelsen.
Fagbladet skriver også, at Peer Michael Krogh har forklaret, at han forud for de tre aktiehandler var kommet i pengenød som følge af nogle lån til banker.
Både når det gælder spørgsmålet om skyld, og når det handler om straffens fastsættelse, er de tre landsdommere og tre domsmænd enige.
Peer Michael Krogh havde anket dommen afsagt af Retten i Lyngby i januar til frifindelse.
/ritzau/