Den tidligere borgmester i daværende Holeby Kommune, Bjarne Larsen, blev mere end rasende, da hans hustru onsdag formiddag kom ind i stuen og sagde, at der stod en mand med en stor kniv i deres dør og ville have parrets bil.
- Jeg blev edderbankeme tosset, fortæller 69-årige Bjarne Larsen til Folketidende.
Bjarne Larsen røg op ad sofaen, lod kaffe og fastelavnsboller være og fik råbende og skrigende skubbet røveren ud og låst døren.
- Jeg tror, han blev bange. Men det er jo ikke det mest behagelige at komme ud for. Og så på en højlys dag, hvor man ikke normalt tænker nærmere over det, inden man låser op for nogen, der ringer på.
Bjarne Larsen fortæller til avisen, at både han og hustruen er kommet sig over den ubehagelige oplevelse.
Røveren blev senere anholdt af politiet efter et tip fra et vidne. Udover forsøget på hjemmerøveri hos den tidligere borgmester kædes røveren også sammen med en anden forbrydelse.