Påskefreden har endnu ikke sænket sig over Forligsinstitutionen i København.
Det står klart, efter arbejdsgivernes og fagbevægelsens topforhandlere brugte lørdagen i hinanden og forligsmand Mette Christensens selskab.
I 14 timer sad chefforhandleren for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, over for de kommunalt ansattes topforhandler Anders Bondo Christensen. En aftale var dog endnu ikke faldet på plads, da parterne gik fra hinanden klokken 01 natten til søndag. Det skriver tv2.dk.
- Vi har brugt i dag, det meste af 14 timer, på det tema, der handler om lærernes arbejdstidsregler, og vi er ikke i mål. Man kan sige, at det er et tema, der er lidt principielt og trækker tråde tilbage til konflikten i 2013, og derfor er det lidt vanskeligt. Men vi gør os umage og store anstrengelser for at se, om vi på trods af det kan blive enige, sagde KL's chefforhandler Michael Ziegler sent lørdag aften til TV 2.
Løn, lærer-arbejdstid og retten til betalt frokostpause er de tre temaer, som volder kvaler på kryds og tværs af de kommunale, regionale og statslige forhandlingsborde.
- Vi skal nå i mål med alle de tre hovedknaster, vi har, og så må vi parkere lærernes arbejdstid lidt. Og så tager vi lønnen mandag klokken 10.15, sagde de kommunalt ansattes topforhandler og formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen lørdag aften til TV 2.
Inden forhandlingerne lørdag havde fagbevægelsen gjort det klart, at man står fast på den musketered, der betyder, at der skal findes en tilfredsstillende løsning på alle tre hovedknaster.
- Vi har bekræftet hinanden i, at vi har en fælles aftale om, at vi både skal have lønnen til at følges med de privatansatte, at vi skal have lærerne i hus med arbejdstidsaftale, og så skal vi have løst det med betalt frokostpause, sagde Dennis Kristensen, formand for FOA, til Ritzau før forhandlingerne gik i gang lørdag.
70.000 offentligt ansatte er udtaget til strejke, mens arbejdsgivernes lockout vil omfatte 440.000 lønmodtagere.
Onsdag aften valgte forligsmand Mette Christensen at udsætte den varslede storkonflikt i 14 dage. Med Forligsmandens udsættelse kan de varslede strejker træde i kraft den 22. april og lockouten den 28. april.