- Det virker sådan lidt dum-dummere-agtigt.
Sådan siger driftsleder Lars Skovgaard fra Park og Vej i Skive til TV Midtvest.
I knap en måned har man i Park og Vej undret sig gevaldigt over, at en 75 meter lang badebro på badestranden Strandtangen var væk.
Broen har en værdi af 200.000 kroner.
Faktisk gik man i Park og Vej og troede, at broen var kørt ud af landet, men den var ikke langt væk.
Broen var nemlig blevet sat til salg på Facebook, og lå og ventede på en køber i en lade lidt udenfor Randers.
- Jeg kan undre mig over, at der er nogle, der tænker: "Vi stjæler en badebro, skiller den ad og sætter den til salg på nettet." Det virker dumt, for den er faktisk rimelig indviklet at sætte op, sådan en badebro, siger driftsleder Lars Skovgaard til tv-stationen.
Han fortæller, at det ikke er muligt at sætte broen op et andet sted, for alle ankerne sidder fast i fjordbunden.
Ifølge Skive Folkeblad var den værdifulde badebro sat til salg for 40.000 kroner.
I opslaget på Facebook stod der ifølge avisen: "Badebro sælges. Professionel model. Er taget ned. Sælges til 40.000 kroner. Befinder sig i Aarhus-området".
Der stod desuden, at badebroen ikke kunne fragtes på almindelig trailer, men at den krævede en vognmand eller en stor trailer. Sælger stillede sig i øvrigt til rådighed med levering og "gode råd til opsætning".
To mænd er sigtet i sagen.