På sin første arbejdsdag efter hoffets sorg efter prins Henriks død benyttede dronning Margrethe lejligheden til at takke livgarden for dens indsats i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.
Det skriver Billed-Bladet.
Det skete på den såkaldte Årsdagsparade på Rosenborg Slot og dronningen takkede blandt andet for gardernes arbejde med de mange blomster, som blev lagt til prinsens minde.
Hun takkede dem også for at yde en ekstra indsats som vagter under castrum doloris og under bisættelsen, skriver Billed-Bladet.
Garder fik dronningens ur
Ved samme lejlighed hædrede dronning Margrethe en garder på Livgardens kaserne. Æren blev tildelt garder Jens Jacob Leegaard Nicolajsen fra Lemvig, og han fik "Dronningens ur", som gives til en garder for ekstraordinær indsats og godt kammeratskab.
Traditionen med uret går helt tilbage til 1970. Dengang hed det "Kongens Ur" og blev uddelt af Frederik IX. Efter tronskiftet i 1972 blev navnet ændret til "Dronningens Ur".
Dronningen tyvstartede
Egentlig tyvstartede dronningen sit arbejde efter hofsorgen og to ugers privat ferie i udlandet med en middag på Fredensborg Slot.
Den blev afholdt søndag og var den årlige hæderstegnsmiddag for hæren, søværnet og flyvevåbnet.