Det er på grund af en intim relation og en beskyldning om et overgreb på en 15-årig pige, at satiriker Jonatan Spang er stoppet som vært på DR-programmet "Tæt på Sandheden".
På sin Instagram-profil skriver han således:
- Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på Tæt på Sandheden. Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige.
- Hun har beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger.
- Jeg kan se, at jeg burde have handlet mere ansvarligt og aldrig indledt en relation med så ungt et menneske. Det var og er forkert, og det har jeg også beklaget overfor kvinden.
Som Avisen.dk også skrev i går, så meldte DR ud, at Jonatan Spang ikke fortsætter som vært på 'Tæt på Sandheden'. Programmet produceres af produktionsselskabet Small Shoes, der er ejet af Jonatan Spang.
Lasse Bastkjær Jensen, direktør for DR's Publicering og Brugere, oplyste tirsdag til Ekstra Bladet, at han ”ikke kan kommentere på et fortroligt samarbejdsforhold”.
Berlingske har i dagens avis ligeledes i dag afdækket sex-.anklagerne mod den 46-årige standupper og vært.
Her har de bl.a. taget fat i den i dag 32-årige kvinde, som bekræfter forløbet.
Hun gik dengang i 9. klasse og var 15, da hun – som hun selv siger – blev groomet af den dengang 31-årige Jonathan Spang, som på det tidspunkt var direktør for Nørrebros Teater.
Selv afviser tv-værten anklagen om overgreb, og svarer Berlingske, at det var et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation for 16 år siden.
En af landets førende eksperter i overgreb, professor emerita Annette Borchorst fra Aalborg Universitet siger til avisen, at det er "særdeles alvorlige anklager" mod værten. Forløbet i selve overgrebet er beskrevet således af pigen:
I hans lejlighed skal han først have tilbudt pigen juice, fordi det angiveligt ville være "upassende" at tilbyde øl til en 15-årig pige. Det gjorde hende tryg.
Derefter skal der ifølge kvinden være sket et groft overgreb på en sofa i hans lejlighed, beskriver Berlingske.
Kvinden fortæller desuden, at Jonatan Spang gentagne gange sidste år forsøgte at komme i kontakt med hende igen, hvilket fik hende til at konfrontere ham med episoden fra 2009.
Sagen om overgrebet er i en juridisk forstand forældet.