DR-værten og den tidligere professionelle fodboldspiller Peter Møller skal sammen med fodbold-kollegaen Thomas Kahlenberg være en del af et træner-team i Hellerup-klubben HIK.
Det skriver Bold.dk ifølge Ekstra Bladet.
- Vi er meget glade for at få tilknyttet Peter og Thomas. Peter har længe haft sine børn spillende i klubben, så det var oplagt at forhøre ham, siger HIK's talentsportschef Philip Hansen til Bold.dk.
De to tidligere Brøndby- og landsholdsprofiler skal sammen med den tidligere ungdomslandstræner Torben Storm stå for træningen af klubbens U17- og U19-hold, som fremadrettet skal styrke klubbens førstehold i 2. division.
Peter Møller og Thomas Kahlenberg skal bidrage ved klubbens morgentræning, hvor de skal være med til at specialtræne spillerne med hver deres kompetencer, skriver Ekstra Bladet.
Fra landshold til HIK
Udover Brøndby IF har Peter Møller en fortid i blandt andet spanske Real Oviedo, PSV Eindhoven og FC København, mens Thomas Kahlenberg har spillet for tyske Wolfsburg og franske Auxerre.
Peter Møller spillede 20 kampe for Danmarks fodboldlandshold, mens Thomas Kahlenberg er noteret for 47 kampe. Begge scorede fem mål i den rød-hvide spilledragt.