Sandy French stopper som nyhedsdirektør efter otte år. Det skriver DR.
Det sker efter DR har konstateret, at Sandy French i en periode fra 2. august 2021 til 28. maj 2025 har foretaget kørsler mellem bopæl og arbejdssted på DR-taxakort.
Det er ikke i overensstemmelse med DR's retningslinjer, og er indgået i DR's samlede vurdering og beslutning om "at afslutte samarbejdet nu", skriver DR.
DR har i september afdækket Sandy Frenchs taxakørsel efter historier i mediet Frihedsbrevet.
Derfor tilbagebetaler Sandy French 16.000 kroner til DR.
Det skriver hun i et opslag på LinkedIn, hvor hun forklarer, at halvdelen af beløbet stammer fra en periode, hvor hun havde benet i gips som følge af en sprængt akillessene.
DR skriver også, at det ikke "har grund til at tro, at Sandy French har handlet forsætligt".
DR's nyligt tiltrådte generaldirektør, Bjarne Corydon, oplyser samtidig, at Sandy French' exit sker som en del af, at DR er i gang med at gennemføre organisatoriske ændringer i forbindelse med implementering af en ny strategi.
Ledende redaktionschef i DR Nyheder Kirsten Marie Svendsen konstitueres som nyhedsdirektør, indtil der er fundet en permanent afløser.