Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 08:23
Når Eurovision afholdes til maj i Portugal, skal 33-årige Jonas Flodager Rasmussen forsøge at gøre Emmelie de Forest kunsten efter og hive det europæiske trofæ hjem til Danmark med nummeret "Higher Ground".
Og det har han en relativt god chance for, mener Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR.
- Vi går efter en plads i top 10. Det er ikke nogen hemmelighed.
- Jeg tror på det, men man kan selvfølgelig aldrig vide. Men jeg tror, vi har en god chance med den her sang, fordi den skiller sig ud, og den er markant, siger han.
Nummeret "Higher Ground" er inspireret af sagnet om vikingen Magnus Erlendsson, og forud for sejren lørdag aften i Dansk Melodi Grand Prix optrådte 33-årige Rasmussen også i et vikingeinspireret sceneshow med skumsprøjt og bølgegang.
Netop den nordiske arv håber Jan Lagermand Lundme, at resten af Europa tager godt imod.
- Vi har ikke før prøvet at sende en sang afsted med sådan et nordisk udtryk. Jeg synes, den her sang kan noget. Han (Rasmussen, red.) har et stærkt udtryk, og det er en stærk sang, siger underholdningschefen.
Nu begynder forberedelserne til Eurovision, der afholdes i Lissabon i Portugal til maj.
- Nu skal vi have gjort nummeret fuldstændigt klar til Eurovision, og vi skal have kigget på, om der skal laves nogle ændringer. Men umiddelbart tror jeg, at det her udtryk er det rigtige, siger Jan Lagermand Lundme.
På en andenplads til melodigrandprixet endte 17-årige Anna Ritsmar, mens svenskfødte Albin Fredy løb med tredjepladsen.
/ritzau/