Flemming Østergaard idømmes fængsel i halvandet år i Parken-sagen. Samme straf får direktør Jørgen Glistrup, der var administrerende direktør i selskabet.
De to kendte erhvervsmænd har gjort sig skyldig i grov kursmanipulation, lyder det i en dom torsdag morgen i Østre Landsret.
Straffen på et år og seks måneder er den hidtil hårdeste i en sag om kursmanipulation.
Samtidig idømmes Parken Sport & Entertainment A/S en bøde på 13 millioner kroner.
Fængselsstraffen til de to mænd er ubetinget. Og den er tæt på det krav, som Bagmandspolitiets to anklagere har rejst om en straf på to år.
Beviserne består blandt andet i de to mænds kommunikation. Østergaard sendte i 2007 og 2008 en række kommandoer til sin direktør. Nogle gange blev de skrevet med versaler: "HOLD KURSEN 1070-1100", skrev han for eksempel.
Afgørelsen er en markant ændring af Københavns Byrets dom, som faldt i september 2015.
I første omgang i retsvæsenet blev Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup frifundet for det tungeste forhold i anklageskriftet, mens de blev dømt for en stribe enkeltstående handler.
I byretten fik Østergaard fængsel i fire måneder, mens Glistrup blev idømt seks måneders fængsel.
I landsretten er vurderingen helt anderledes, når det gælder det tungeste forhold i anklageskriftet. Det drejer sig om kursmanipulation i forbindelse med handel med egne aktier for cirka 100 millioner kroner.
Her erklærer landsretten sig stort set enig i anklageskriftets påstand om, at markedet blev ført bag lyset. Parkens handler var så massive, at kursen blev dirigeret på kriminel vis.
Selskabet brugte i flere tilfælde egne aktier som betalingsmiddel til opkøb af virksomheder. Derfor man var interesseret i at holde kursen på et bestemt niveau. Men også personligt var der noget på spil for mændene.
Ved kriminaliteten berigede både den daværende bestyrelsesformand og den daværende administrerende direktør sig, mener retten.
Hos Flemming Østergaard konfiskeres et udbytte på ni millioner kroner, mens Jørgen Glistrup skal af med 800.000 kroner.
Den kendte tidligere bestyrelsesformand, der er 73 år, er ikke til stede ved domsafsigelsen.
Hans forsvarer, advokat Sysette Vinding Kruse, ryster på hovedet og kigger ned, da retsformand Lone Kerrn-Jespersen læser domskonklusionen op.
Flere tilhørere er mødt op i retssalen. Der lyder suk, da spændingen udløses.
- Nej, udbryder en kvinde.
Retsformanden oplyser, at de tre juridiske dommere og de tre lægdommere er enige om resultatet.
/ritzau/