Dødstal stiger til ni efter tyrkisk bombe

De tyrkiske myndigheder bekræfter, at dødstallet efter mandagens bombeattentat nu er steget til ni personer.

Mindst ni personer - heriblandt fire børn - meldes nu dræbt af det bombeattentat, der mandag aften ramte byen Gaziantep i det sydøstlige Tyrkiet.

- Tabstallet er vokset fra otte til ni, efter en 12-årig pige døde af sine kvæstelser, siger den tyrkiske vicestatsminister, Besir Atalay.

Det seneste tal for sårede folk efter bombeattentatet tæller mere end 69 personer. Heraf betegnes fire af ofrenes tilstand som kritisk, mens resten af ofrene for størstepartens vedkommende "kun" har fået overfladiske skrammer af knust glas.

Bomben eksploderede tæt på en politistation og satte ild til flere køretøjer - herunder også en fyldt bus.

Angrebet skete på den anden aften i de såkaldte Eid-festligheder, der markerer afslutningen på muslimernes vigtigste højtid, fastemåneden ramadanen.

Ingen er endnu blevet arresteret for angrebet, men Besir Atalaya beskylder oprørere fra det kurdiske arbejderparti PKK for at stå bag det. Det venstresocialistiske parti har siden 1978 kæmpet for "lige rettigheder for tyrkere og kurdere i Tyrkiet".

PKK står på både USA's og EU's terrorlister og har tidligere taget skylden for andre angreb i området. Gennem de sidste tre årtier har 45.000 mennesker mistet livet i kampen. Men PKK nægter at have noget at gøre med det seneste bombeangreb.

- Vores folk har ikke noget at gøre med denne eksplosion, lyder det i en udtalelse fra PKK på hjemmesiden Firat News, der har tætte forbindelser til partiet.

Byen Gaziantep, hvor bombeattentatet fandt sted, ligger cirka 50 kilometer fra grænsen ind til Syrien og huser lige nu omkring 700.000 flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland, hvor præsident al-Assad kæmper mod oprørere.

/ritzau/AFP/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.