For få måneder siden kaldte Dansk Folkeparti aftalen om en kapitaludvidelse i Dong Energy for "et godt afsæt", hvor staten "har fat i den lange ende".
Men nu vender partiet tommelfingeren nedad.
Det fastslår partiets finansordfører, René Christensen, to dage før, at aftalen skal stemmes igennem i Folketingets Finansudvalg.
- Vi stemmer helt sikkert rødt, og det er vi blevet bekræftet i i dag efter at have læst aftalen, siger han.
Inden regeringen med støtte fra Venstre, De Konservative og - dengang - også Dansk Folkeparti i efteråret valgte at acceptere et tilbud fra Goldman Sachs, ATP og PFA Pension om at købe en ejerandel i Dong for i alt 11 milliarder kroner, så havde en række mulige investorer været inde i billedet.
Blandt andet har det været fremme, at PensionDanmark skulle have afgivet et tilbud, der var højere end tilbuddet fra Goldman Sachs.
Men at PensionDanmark ikke skulle være parat til at påtage sig den samme risiko ved investeringen som den amerikanske investeringsbank og derfor blev fravalgt.
Finansminister Bjarne Corydon skal tirsdag eftermiddag i åbent samråd i finansudvalget om salget af en ejerandel i Dong.
/ritzau/