Regeringspartierne kan godt droppe deres angreb på Venstre og De Konservative om hvem, der bærer medansvaret for den økonomiske krise - en krise, som ifølge et ekspertudvalg har kostet Danmark 200 milliarder kroner alene i faldende produktivitet.
Det siger Dansk Folkeparti, efter at udvalget om finanskrisens årsager i en rapport onsdag konkluderer, at krisen ikke kunne have været undgået, men at finanspolitikken i kriseårene under den daværende VK-regering bidrog til overophedningen af økonomien.
Det har fået de nuværende regeringspartier til at pege fingre af den tidligere VK-regering og kræve, at de nu tager et medansvar for den enorme kriseregning.
Men det er et nærmest komisk skudsmål, mener Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.
- Man stod i en situation, hvor den daværende opposition (den nuværende regering, red.) blev ved med at sige, at man skulle bruge flere penge og lade være med at betale af på gælden, siger han.
- Havde man ikke haft fokus på at nedbringe statsgælden dengang, så havde vi haft langt større problemer i dag end tilfældet er. Så det var rigtig godt, at den tidligere regering og Dansk Folkeparti valgte at få betalt statsgælden af, lyder det fra René Christensen.
Han er desuden enig i den del af ekspertudvalgets rapport, der anbefaler, at man fremover strammer kravene over for de allerstørste banker.
- Vi er enige i at skærpe kravene til de største banker, siger han.
- Diskussionen er, om vi skal være i den helt høje ende, eller om vi skal være på niveau med andre lande. Men vi skal i hvert fald have et væsentligt bedre niveau, end vi havde før, siger finansordføreren.
/ritzau/