Det er slut med knivloven, som har været stærkt udskældt, siden den forrige regering og Dansk Folkeparti indførte den.
Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance har afskaffet loven som et led i en større aftale.
Men det møder skarp kritik fra Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.
"Jeg er bange for, at konsekvensen bliver, at flere vil gå med kniv, fordi det signal, man sender, er, 'at nu lemper vi, nu har det ikke nogen konsekvens at gå med kniv'," siger han til Newspaq.
Men der lyder andre toner fra Justitsministeriet.
"Med den betydelige skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af knive gik man for langt. Derfor ophæves forudsætningen om, at straffen i førstegangstilfælde som altovervejende hovedregel skal fastsættes til 7 dages ubetinget fængsel," lyder det fra Justitsministeriet med minister Morten Bødskov (S) i spidsen.
Peter Skaarup peger på, at den kritik loven har mødt for at ramme de forkerte ikke længere er reelle. En afgørelse fra Højesteret har fjernet det problem.
"Det man gør nu, er at bruge et tidligere problem, til at lave loven om," siger retsordføreren.