For mig findes det et sted i begyndelsen af 80 erne da rygtet om prinsesser, rumskibe, lyssværd og Darth Vader spredte sig i gården og frikvarterne efterhånden, som flere og flere så filmen. Da jeg første gang satte mig til rette i sofaen hos min overbo, der var den eneste, jeg kendte, der havde en video, anede jeg ikke, hvilken betydning de følgende 121 minutter skulle få for mit liv.
Men betydningen blev livsdefinerende. Faktisk tvivler jeg på, at jeg havde været journalist i dag, hvis ikke jeg den formiddag havde sat mig til rette i overboens sofa.
Ikke fordi filmen var den mest fantastisk hæsblæsende oplevelse, jeg i mit liv havde haft, eller fordi filmene stadig er en fælles referenceramme for alle mænd, jeg møder på niveau med piger, fodbold og øl.
Heller ikke fordi jeg den dag i dag ville ønske, jeg blot en gang i mit liv kunne svinge et lyssværd med et slowmotion swush.
Men fordi jeg med Star Wars for altid mistede troen på eksistensen af en endegyldig sandhed og erkendte, at der kun findes perspektiv.
Hele historiens drivkraft, nemlig Luke Skywalkers - Himmelvandrerens - had mod den mand, der slog hans far ihjel, viser sig at være funderet på en løgn, der er sand. Hadet, forbitrelsen, hævntørsten og eksistensberettigelsen er forgæves.
For mens det er sandt, at Darth Vader er Lukes far, Anakin Skywalker, så er det i et andet perspektiv ligeså sandt, at Anakins eksistens ophørte, da Darth Vaders begyndte, og at Lukes far dermed er død.
Med andre ord kan Luke aldrig få den hævn, som fornedrelsen i årene, som forældreløs kræver. I stedet må han acceptere sandhedens tvetydighed og først i den konfrontation blive en mand, en Jedi. Han må indse og forene sig med, at sandheden ikke er derude, men at der kun er en diffus og ofte grusom virkelighed, der rummer en sandhed for hver eneste vinkel.
Uanset hvor livet fører mig hen, vil den viden aldrig miste sit tag i mig.
Alt det anede jeg ikke, da videokasetten poppede i maskinen den lørdag formiddag i de tidlige 80 ere, da der kom et før og et efter.