Der er langt mere end 36 delegerede på spil, når staten Nevada lørdag afholder caucus - en særlig form for vælgermøde - på vejen frem mod Demokraternes valg af præsidentkandidat.
Nevada ses nemlig som den første test af, hvordan Sanders, Biden, Warren, Buttigieg og de andre kandidater klarer sig blandt USA's spansktalende befolkning.
En sejr her kan give momentum frem mod den vigtige "Supertirsdag" 3. marts, hvor der afholdes 14 primærvalg.
- Jeg tror, at Nevada er den stat, der vil fortælle os, hvad vi kommer til at se på "Supertirsdag", siger den demokratiske kampagnestrateg Colin Strother til Las Vegas Review-Journal.
Nevada har en langt mere forskelligartet befolkning end de to første stater, hvor Demokraterne har peget på en præsidentkandidat.
I alt var der i Iowa og New Hampshire 22 delegerede til fremadstormende Pete Buttigieg, der har forsøgt at markere sig som et moderat bud på en kandidat.
Men venstreorienterede Bernie Sanders følger lige efter med 21 delegerede og ligner i målingerne en klar favorit i ørkenstaten, der har omkring tre millioner indbyggere, og hvor Las Vegas er den største by.
Sanders' budskaber forventes ganske enkelt at have bedre fat i latinamerikanerne, som udgør en tredjedel af Nevadas befolkning, samtidig med at han har en stærk skare af dedikerede støtter, skriver The New York Times.
Imens vil den tidligere storfavorit og eks-vicepræsident Joe Biden samt Elizabeth Warren, der begge har skuffet i de to første stater, forsøge at opbygge fornyet tiltro til deres kampagner.
Ifølge CNN har kvaliteten af meningsmålingerne i Nevada været lav, og der har kun været foretaget ganske få. Så Sanders skal trods favoritrollen ikke føles sig alt for sikker på forhånd.
I valgtalerne har kandidaterne især lagt vægt på emner, der traditionelt optager latinoerne - herunder love om indvandring.
Således talte senator Bernie Sanders i denne uge om sin egen families baggrund i Polen.
- Som søn af en indvandrer vil jeg ikke tolerere den fortsatte dæmonisering af de papirløse i dette land, sagde Sanders.
Der er otte kandidater tilbage i Demokraternes valgkamp. Syv af dem er på stemmesedlen i Nevada, mens den ottende, Michael Bloomberg, først stiller op fra "Supertirsdag" og frem.
For at vinde i første valgrunde ved Demokraternes partikonvent i juli kræver det i alt 1991 delegerede.
/ritzau/