I mange danske tv-stuer bliver den kommende fredag med garanti lang.
TV 2 har nemlig valgt at droppe "X Factor", fordi de danske håndboldherrer samtidig spiller første kamp ved EM mod Nordmakedonien.
Der er dog håb, for har du lyst til at streame, så er Blachman, Drew Sycamore og Benjamin Hav nemlig allerede tilgængeligt fredag morgen på TV 2 Play.
Ellers kan du gemme slikskålen og smække benene op dagen efter, hvor "X Factor" bliver sendt klokken 20.00.
Talentprogrammet har nemlig stadig vældig godt tag i danskerne.
Programmet havde premiere den 1. januar og andet afsnit blev sendt 9. januar.
Her har over en million set programmet.
Helt nøjagtigt 1.011.000 danskere har ifølge analysefirmaet Nielsen foreløbig set det andet program i årets dyst.
Live sad 330.000 seere plantet foran skærmen, mens foreløbig 681.000 danskere har valgt at streame programmet.
Dermed er "X Factor" også ugens eneste program med mere end en million seere.
Nærmeste konkurrent er TV 2s ”Som sunket i jorden” med samlet 940.000 seere.