Sne og juleaften hører sammen. Vi synes i hvert fald, at en hvid jul er en rigtig jul, men i virkeligheden er det også en meget sjælden jul.
Kigger man i statistikkerne får man ren besked og så forekommer vores hjemmelavede snelandskaber som den rene fantasi.
Faktisk har vi kun haft hvid jul ni gange i Danmark siden 1900.
Derfor er der også gode penge at hente hos Danske Spil, hvis det skulle gå hen og blive en ægte hvid jul. Skulle det ske og du har spillet på det, så får du dine penge igen hele 7,5 gange, hvis sneen daler blidt den 24. december.
Bliver der derimod ingen hvid jul, så giver dDanske Spil bare dit indskud igen sølle 1,07 gange.
Og selv om Danske Spil nok mest har væddemålet for underholdningens skyld, så siger de to odds alt om chancerne for hvid jul i Danmark.
Danske Spil følger i øvrigt DMIs definition af en hvid jul, der kræver at mere end 90 procent af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller lidt rimfrost.
Snedybden skal være mere end en halv centimeter.
Og ud fra de regler har det ifølge selvsamme DMI altså kun været hvid jul ni gange siden 1900 – i årene 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.
Chancen for en landsdækkende hvid jul er altså kun otte procent og i to ud af tre tilfælde er julen den 24. december sidst på eftermiddagen grå og mild.
Men vi har jo lov at drømme.