Det er sent om natten, da forsangeren i det danske rockband Volbeat, Michael Poulsen, vågner på et hotelværelse i USA.
Han kan straks mærke, at der er noget galt. Han kan ikke bevæge sine arme og ben, og det føles som om, der er noget, der sidder tungt på hans bryst.
Så ruller panikken ind over ham.
- Jeg troede, jeg skulle dø, siger forsangeren til Ritzau.
- Jeg troede, at jeg var ved at få et hjerteanfald eller en blodprop, fortæller Michael Poulsen, der har skrevet om oplevelsen i sangen "Room 24", der er med på bandets nye plade, "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies", der udkommer mandag.
Den legendariske King Diamond fra Mercyful Fate synger med på nummeret, og faktisk var det netop King Diamond med det borgerlige navn Kim Bendix Petersen, der opklarede hændelsen for Volbeat-sangeren.
- Han fortalte mig om noget, der hedder "sleep paralysis", altså, at man er lammet i søvnen.
- Det betyder, at hjernen vågner før kroppen, og det er noget, som mange mennesker oplever, siger sangeren, der til sidst vågnede rigtigt og kunne fortælle om oplevelsen.
Selvom tilstanden i sig selv ikke er noget, man dør af, er den ikke en helt ufarlig, fortæller Michael Poulsen.
- Der er mennesker, der er døde af chok, fordi det føles, som om man ikke kan trække vejret, siger sangeren.
For Michael Poulsen mundede oplevelsen altså heldigvis kun ud i inspirationen til en sang. Den kan i øvrigt downloades gratis på bandets hjemmeside, www.volbeat.dk.
/ritzau/