Oliver Gammelgaard Nielsen, bedre kendt som TopGunn, og modellen Caroline Alletorp er blevet forældre til en lille dreng.
Den 34-årige musiker har på Instagram delt den glade nyhed sammen med en række billeder fra det nye familieliv – blandt andet af den nyfødte, der hviler på hans bryst, og af ture med barnevognen.
- Et nyt kapitel i mit liv er for alvor startet! Vores lille fyr er kommet til verden, og jeg elsker ham overalt på jorden allerede, skriver TopGunn i opslaget og tilføjer, at alle har det godt.
Ifølge SE og HØR har TopGunn og Caroline Alletorp aldrig offentligt bekræftet, at de er kærester. Sidste år flyttede Alletorp dog ind i TopGunns mere end 400 kvadratmeter store villa på Frederiksberg – og nu har parret altså også fået et barn sammen.
TopGunn er blandt andet kendt for hits som 'Kongens Have' og 'Ik' Lavet Penge', sidstnævnte skabte han sammen med rapperen Kidd.