Han er en af Danmarks mest populære krimiforfattere, og de fleste kender ham for hans seks romaner om den kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen, som jagter hårdkogte forbrydere og samtidig kæmper mod sine egne indre dæmoner.
Senest har Axel Steen mødt modstand i Jesper Steins nyeste bog "Solo", og når forfatteren selv skal sætte ord på sin hovedperson, beskriver han Axel Steen som en klassisk helt, der kæmper for retfærdighed.
Men også som en mand, der skranter lidt.
Axel Steen er fraskilt, lider af dødsangst, kæmper med et misbrug og har store problemer med autoriteter. Samtidig forsøger han at navigere i et moderne følelsesmæssigt landskab med delebørn og forældreintra uden at klare det synderligt godt.
- Jeg har altid været fascineret af det destruktive i mennesket og de dårlige ting, vi gør ved hinanden. Jeg vil helst leve et liv, hvor vi kun gør gode ting ved hinanden, men det er vel det andet, vi lærer mest af, og det, der er mest interessant.
- Derfor er mine bøger gennemsnitligt lidt mere mørke end mange andre krimier. Forbrydelserne bliver ganske vist opklaret, men hovedpersonen – og sådan set også de andre karakterer – har det afgjort værre, når bogen er slut, end da den begyndte, forklarer 54-årige Jesper Stein.
De indre kampe, som krimiforfatteren har udstyret sin hovedperson med, er ikke grebet ud af den blå luft. De er nærmere opstået ud fra devisen "write what you know".
For 20 år siden blev Jesper Stein selv skilt og oplevede, hvordan det er at stå alene med et lille barn med alt, hvad det skaber af tvivl og angst.
Han har i flere år kæmpet med et alkoholmisbrug, og da han som ung var ansat som journalist på Jyllands-Posten - hvor han blandet andet dækkede politi- og retsstof - havde han med egne ord store problemer med autoriteter.
Og så er der dødsangsten, som Jesper Stein led under, da han var i slutningen af 30'erne.
- For mig var det ikke en almen dødsangst, men en helt specifik angst for at dø af en blodprop i hjertet. Derfor var meget af min opmærksomhed centreret omkring min puls og mit hjerteslag.
- Jeg er blevet hentet i en ambulance inde på Jyllands-Posten, fordi jeg var sikker på, at der var et eller andet galt, og jeg har også – som Axel Steen gør i en af bøgerne – shanghajet en taxa og bedt om at blive kørt direkte til traumecentret, fortæller han.
Når Jesper Stein skulle i biografen eller i teatret, sørgede han altid for at sidde på det yderste sæde, så han hurtigst muligt kunne komme ud af salen, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Lige meget hvor jeg befandt mig, var jeg hele tiden orienteret om mine omgivelser. Nu er jeg oppe på femte sal, og der er ingen elevator. Hvad hvis jeg falder om? Hvordan skal ambulancefolkene komme op med en båre og en hjertestarter?
- Det begrænsede mig og plagede mig meget intenst, fortæller han.
Jesper Stein gik også hele tiden og mærkede efter sin puls. Han syntes ofte, den var alt for høj, men set i bagspejlet hang det formentlig sammen med, at han drak for meget, fortæller han.
- Jeg drak, fordi jeg syntes, det fik min høje puls til at falde - men det holdt kun til dagen efter, hvor den kom igen med 180 kilometer i timen, så jeg nærmest kunne mærke mit hjerte. Det blev jeg helt fucked up i hovedet af, siger han.
Jesper Stein fortalte ikke nogen om sin dødsangst. Indtil en ny kvinde trådte ind i hans liv.
- Vendepunktet kom, da jeg lærte min daværende kone at kende. Det første år syntes hun, jeg var lidt mærkelig, og det er der sådan set ikke noget at sige til, for jeg har jo brugt 10, 20, 30 procent af min opmærksomhed på den dødsangst, som jeg ikke talte med nogen om, fordi jeg var flov over den.
- Jeg forsøgte at komme den til livs på alle mulige måder, som ikke hjalp, men efter et års tid begyndte jeg at fortælle hende om den, og det hjalp, siger han.
Jesper Stein ved ikke med sikkerhed, hvorfor dødsangsten opstod. Men han kan sige med sikkerhed, at den var ubegrundet.
Efter at han begyndte at tale om angsten, valgte han at blive undersøgt helt i bund, og der var intet galt med hans hjerte.
Nu har han brugt dødsangsten som et element i sine bøger, og det har som sådan ikke været terapeutisk for Jesper Stein at skrive om de problemer, han selv har bokset med.
Men det har gjort det muligt for ham at udstyre Axel Steen med nogle indre dæmoner, som han kunne beskrive på en troværdig måde, og det betyder noget for ham.
- Jeg kunne godt have opfundet nogle problemer til Axel Steen, men jeg har valgt at tage de ting, jeg selv har stiftet bekendtskab med i livet. Hvorfor skulle jeg udstyre ham med problemer, jeg ikke selv kendte til?
- Hvis man vil have en figur i en bog, som er levende, skal man kunne skildre, hvordan det føles at være i en krop, der lider af abstinenser eller dødsangst, og jeg havde jo et tag-selv-bord af oplevelser, jeg kunne bruge.
- De er selvfølgelig meget hårdere trukket op i bøgerne end det, jeg selv har oplevet. Jeg har aldrig taget en bane kokain, men jeg føler, at jeg er kompetent nok til at skrive om det, siger han.
For Jesper Stein ligger problemerne med misbrug og dødsangst nu i fortiden. Værre ser det ud for hans hovedperson.
Når Jesper Stein rejser rundt i landet og fortæller om sit forfatterskab, bliver han ofte spurgt af sine midaldrende kvindelige læsere, om det ikke er på tide, at Axel Steen skal have det lidt godt og finde sig en sød kæreste.
- Så i den sjette roman, gav jeg ham alt det, de gerne ville have – et ægteskab, et hus og den kærlighed, han har tørstet efter – og det varede cirka 80-100 sider, så gik det galt. For det ligger på en eller anden måde i hans natur.
- I løbet af romanerne er han misbruger af forskellige rusmidler, men han er måske allermest misbruger af behovet for at sætte verden på plads eller genetablere orden i nogle af de svigt, der har været. Den drift er så stærk hos ham, så den sker også på bekostning af det, der måske ville være bedst for ham, siger han.
I Jesper Steins øjne er det meget almenmenneskeligt.
- De fleste af os går rundt og siger en masse ting til hinanden om, hvordan vi gerne vil leve vores liv, og hvordan vi gerne vil behandle vores børn og ægtefæller. Men verden er jo fuld af forliste parforhold og dysfunktionelle familier, og det er, fordi vi ikke handler, som vi siger og tænker. Det synes jeg, er spændende at undersøge, siger han.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS