Det er børnenes skyld, at Thomas Buttenschøn og Mille Gori i dag danner par.
Det fortæller Thomas Buttenschøn til TV 2.
Thomas Buttenschøn og Mille Gori mødte nemlig hinanden ved sommerens Cirkus Summarum, og efter to måneders tæt samarbejde kunne turnéens afslutning ikke skille parret ad.
- Da vi var færdige i Aarhus og kom tilbage til København, tænkte jeg: "Hvor er det menneske, jeg har snakket med de sidste to måneder? Jeg skriver lige og hører, om vi skal drikke en kop kaffe, fortæller den "Danmark har Talent"-aktuelle Thomas Buttenschøn til TV 2.
Det blev til mere end en kop kaffe, og en dag spurgte Thomas Buttenschøn Mille Gori om ikke det var mærkeligt, at de bare drak kaffe og spiste pizza.
- Det er også hyggeligt, men alligevel også lidt underligt, når jeg synes, du er sød, smuk og klog, fortæller han, at han sagde til Mille Gori.
- Når man har lyst til at sidde ved siden af hinanden og spise en dårlig pizza hver aften, så er det måske, fordi man er blevet lidt forelsket, uddyber Mille Gori overfor TV 2.
For 14 dage siden gjorde parret deres forhold officielt, men havde inden da nået at snige sig væk på ferie til Argentina og Brasilien.