Borussia Dortmund ydmygede onsdag Atlético Madrid i Champions League med en 4-0-sejr i Tyskland.
Den danske Dortmund-komet Jacob Bruun Larsen var med i den første time og var ikke på banen, da tyskerne scorede de sidste tre mål i storsejren over de spanske gæster.
Afløseren Raphaël Guerreiro scorede til 2-0 og 4-0, mens en anden indskifter - Jadon Sancho - gjorde det til 3-0.
Før pausen havde Axel Witsel bragt Dortmund på sejrskurs med åbningstræfferen til 1-0.
- Det var en top kamp. Vi er nødt til at tro på os selv, og det gjorde vi rigtig godt i dag.
- Vi glæder os over, at vi scorer så mange mål, og at indskifterne gør det så godt, siger Jacob Bruun Larsen til Dortmunds Twitter-konto.
Også landsmanden Thomas Delaney startede inde for det tyske hold, men midtbanespilleren udgik efter 35 minutter med en skade.
Atlético Madrid-træner Diego Simeone erkender, at Dortmund var overlegen.
- Det var et klart resultat. Vi må sige tillykke til modstanderen, som spillede et hurtigt angrebsspil, siger Simeone til uefa.com.
Atlético-træneren mener, at spanierne havde chancerne til at komme på 1-1 i begyndelsen af anden halvleg.
- Vi var bedre efter pausen, men kunne ikke få udlignet. Så blev det 2-0, og vi formåede heller ikke at komme på 1-2. Og så kan den slags ske, siger Simeone med henvisning til den tyske storsejr.
Mens Dortmund er på sikker kurs mod forårets ottendedelsfinaler med tre sejre i tre kampe, så har Atlético også gode muligheder for at spille sig videre.
Spanierne har seks point og indtager en sikker andenplads i gruppe A foran AS Monaco og Club Brugge med hver et point. Monaco hentede onsdag 1-1 i Belgien.
/ritzau/