Dansk Celta Vigo-trio skal have ny træner

Eduardo Berizzo står søndag i spidsen for Celta Vigo for sidste gang efter tre succesfulde sæsoner.
Her ses Daniel Wass og hans snart forhenværende træner i Celta Vigo, Eduardo Berizzo.
Her ses Daniel Wass og hans snart forhenværende træner i Celta Vigo, Eduardo Berizzo. Foto: Nicolas Lambert/AFP

Den danske Celta Vigo-trio med Pione Sisto, Daniel Wass og Andrew Hjulsager skal have ny træner forud for næste sæson.

Lørdag meddeler Celta Vigo således, at klubbens nuværende cheftræner, Eduardo Berizzo, stopper efter søndagens hjemmekamp mod Real Sociedad.

- Det vil være enden på tre vidunderlige år i klubben, hvor han har bragt entusiasme og håb ind på holdet. Tusind tak, skriver klubben på sin hjemmeside.

Celta Vigo ligger inden sidste spillerunde nummer 13 og slutter i bedste fald på 11.-pladsen. I Berizzos første to sæsoner sluttede klubben som nummer otte og seks.

Trods den aktuelt beskedne ligaplacering har Celta Vigo været igennem en stor sæson, hvor holdet nåede semifinalen i både den spanske pokalturnering og i Europa League.

Afskeden med Berizzo kan blive begyndelsen på en større trænerrokade.

Celta Vigo-træneren er nemlig et varmt navn hos Sevilla, hvor han i så fald kan blive genforenet med Michael Krohn-Dehli, der dog står foran kontraktudløb.

Sevillas nuværende træner, Jorge Sampaoli, har blot været i klubben i en enkelt sæson, men hans succes har gjort ham til et varmt navn i Argentina - og angiveligt også i FC Barcelona.

Argentinas Fodboldforbund har tidligere bekræftet, at man vil tage kontakt til Sampaoli efter sæsonen med henblik på at tilbyde ham en stilling som landstræner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.